Verdens Højeste Dværg

- Jonna Maj Thomsen

11 Maj 1949 - 14 Maj 2023

Min mor levede, synes jeg, et alt for kort liv. Et liv der gav hende en masse knubs og nederlag. Men knubs og nederlag hun altid rejste sig op fra og som jeg synes gjorde hende til en sej lille kvinde. og lille var hun. Kun 146 cm høj. En højde der blev mindre jo ældre hun blev. 143 cm den dag hun døde, hvilket også var grunden til at hun kaldte sig selv verdens højeste dværg.

Hun kom til verden den 11 Maj 1949 på fødselsstiftelsen i Århus som den ældste af 2 piger. Hendes opvækst var ikke den sjoveste, for min morfar var tilsyneladende ikke den rareste mand. Hun var sart fra begyndelsen og han var årsagen til at hun mistede hørelsen på det ene øre fordi hun fik nogen på hovedet af ham. 

Som ganske ung kom hun på Mejlgård Slot at tjene. Noget hun var ganske stolt over. Mens vi var børn snakkede hun meget om Sylvia Iuel som hun tjente under. (Jeg havde fornøjelsen at møde Sylvia et par gange i tattooshoppen)Vi kom et par gange i privaten mens vi var børn. Og hun var sønderknust da der udbrød brand på slottet i 2003. Hun kunne jo se i nyhederne at det blandt andet var hendes gamle værelse der var ild i. Hun sagde altid at når hun engang døde ville hun begraves i skoven der hørte til Mejlgård. Det blev hun dog ikke. 

Hun var gift 3 gange og hun fik 3 børn. Mig som den ældste og dernæst Michael og David. David fik hun sammen med Jørn Thomsen.

Min mor og far blev gift 24 Aug. 1968, præcis 3 måneder efter jeg var født. Min far var 18 og min mor 19 og de endte med at få kongebrev for at blive gift. 

Deres ægteskab holdt ikke længe og kort tid efter at Michael var blevet født, blev de skilt. den 7 Okt. 1972 blev hun gift med en Jens Hoffmann Laursen. Heller ikke det ægteskab holdt længe og de endte med at blive skilt efter få år, heldigvis uden at der var kommet børn i ægteskabet. 1 Juli 1976 kom min lillebror David til verden. Det blev starten på 42 hårde år for min min mor når det kom til ham.

De første år af hans liv skreg han konstant og hun sagde senere i livet at det havde været ekstrem hårdt at have ham fordi hun følte at hun svigtede Mig og Michael, da David krævede alt hendes opmærksomhed. Det skulle vise sig at, han vel nærmest fra fødslen var psykisk syg. Noget vi som familie virkelig kunne mærke jo ældre han blev. også fordi han var alkoholiker som sin far (Han døde som 49 årig). Han endte med at dø kort før han blev 42 år. Fra den dag faldt der ro på min mor. Ikke at hun ikke elskede ham, men nu skulle hun ikke længere bekymre sig om ham.

Fra jeg var godt 3 år gammel til jeg var ca. 12, boede jeg ved min far. Jeg elskede dog at komme på weekend ved min mor. Ikke noget der var en 14 dages begivenhed. Nej jeg var der hver 3 weekend fra lørdag middag til søndag eftermiddag kl 16.

Min mor var et menneske der troede på det bedste i alle mennesker. Tror ikke det er forkert at kalde hende naiv. Inden hun flyttede med mine brødre til Nødager, havde de boet i Nærringen i Århusforstaden Risskov. Der havde hun haft besøg af hvad hun troede var en ven, men som endte med at gå amok på hende fordi hun ville beskytte Michael. Han endte med at voldtage og banke hende søder og sammen. Noget hun aldrig kom sig helt over. og hun endte som sagt i Nødager hvor hun troede sig sikker fra vold og uro.

Der kom altid mange forskellige mennesker i hendes hjem. Nogle mere suspekte end andre. Hun fik nogle få nære venner som faktisk holdt af hende for den hun var. For det er jeg dem dybt taknemlig for de holdt ved fra tiden i Nødager til den dag hun døde.

Da jeg var 12 flyttede jeg hjem til min mor og mine brødre Nødager på Djursland. Jeg elskede det for jeg kom til at gå på Kolind Central skole hvor jeg nød at gå. Udefrakommende omstændigheder gjorde desværre at jeg nærmest måtte flygte derfra og flytte tilbage til min far efter kun godt 2 1/2 år.

Det meste af sit liv var min mor på kontanthjælp, bortset fra perioder med småjobs rundt omkring. I midten af 80'erne fik hun dog mulighed for at kalde sig selvstændig, idet hun fik en pølsevogn. Den stod på hjørnet af Østergade/Rosengade i Grenå. Det så lidt komisk ud når det lille menneske kom trækkende med den store vogn. Til jul solgte hun tilligemed juletræer og de lå på en lille trailer der var spændt efter pølsevognen. Noget af et syn når hun kom trækkende med hele vogntoget ned af Østergade. På et tidspunkt fik hun, efter en lang sej kamp, lov til at holde åben om natten, hvor pølsevognen blev trukket op foran diskotek Rembrandt så folk kunne få en hotdog inden de tog hjem. Desværre kom hun en dag i klemme mellem motoren og gashåndtaget og hun endte med at lukke ned.

I Hele hendes liv havde hun malet og tegnet, og da hun fik muligheden for det, startede hun op som tattovør. Hun startede ud med tattoo Jims gamle udstyr. Forretningen kom til at hedde Djurstattoo, og den havde hun i næsten 20 år ind til helbredet satte en stopper for det. Ud over at have butikken i Kannikegade i Grenå, tog hun også med rundt på erotik messerne der var rundt i landet i en årrække.

De sidste 10 år af hendes liv blev der et lidt flytten rundt omkring ind til hun faldt til ro i Grenå. Da Corona'en ramte verden i 2020 sad hun mere eller mindre alene det næste år uden megen omgang med nogen. Hun havde i mange år døjet med KOL og vi var alle bekymret for hendes helbred, for vi vidste at hvis hun fik Corona ville det være slut. Hendes lunger ville ikke kunne klare det. Flere gange de sidste år blev hun ramt af lungebetændelse og måtte indlægges. Og i Marts 2021 blev det så slemt at hun måtte i aflastning på plejehjem. Hun gik efter langt tids tøven med til at vi fandt en plejehjemsplads til hende. Hun følte jo ikke hun var gammel og var ked af at det var der hun skulle ende sine dage. Plejehjemmet gjorde dog at vi fik et par ekstra år med hende.

I marts 2023 blev hun dog alligevel ramt af Corona og selv om det virkede til at hun slap med skrækken så blev hun på hendes fødselsdag indlagt. Jeg ringede tilfældigt til hende mens de ventede på ambulancen og det var så slemt at hun ikke kunne snakke. Personalet spurgte hende om jeg skulle komme ud til hende på sygehuset, men det eneste hun kunne, var at ryste på hovedet.

Da jeg dagen efter snakkede med hende lød hun dog okay igen, og vi aftalte at jeg skulle komme forbi to dage senere når jeg alligevel kørte til konfirmation i Grenå ved et af hendes børnebørn. Fik lidt et chok da jeg kom ned til hende for hun lå i fosterstilling og kunne ingenting. Gik hen til hende, tog hendes hånd og gav hende et kys, og sagde, "Nu må du godt give slip mor, for det der kan jeg ikke holde ud at se på".

Da konfirmationen var ved at være slut fik jeg en opringning fra sygehuset om at hun havde spurgt efter os. Jeg og min søn, Michael og hans kone kørte ud til hende. De næste 7 timer blev brugt med stilhed, sang, grin og gråd. Hun fik morfin til at tage smerterne, selv om hun vidste at det i sidste ende ville være med til at slå hende ihjel. Vi fik formaning om at vi ikke måtte begynde at skændes når hun var væk. Hun var trods den alvorlige situation ikke uden humor. I en stille stund hvor vi blot stod og kiggede på hende, udbrød hun pludselig, "står i bare der og kigger på at jeg dør?" Ja det gjorde vi jo egentlig. Og udbruddet gjorde at vi alle 4 kom til at grine.

Min søn skrev følgene bagefter:

Søndag var en kontrastfyldt dag.

Hvor vi i familien startede ud med at fejre konfirmation for min yngste fætter. Sluttede jeg dagen sammen med min mor, min onkel og tante på Randers sygehus, mens vi tog afsted med min mormor Jonna Maj Thomsen.

Det var en stærk oplevelse, at se hende være afkræftet og i smerter. Men det var også en god oplevelse at få sagt ordentligt farvel til hende, spille noget af hendes yndlingssmusik, være sammen med hende en sidste stund og holde hende i hånden

Jeg vil særligt huske min mormor for tre ting.

Hendes bjerge af Lego og puslespil da jeg var barn. Der var altid noget der sætte ens kreativitet på prøve og jeg har brugt mange timer på at bygge eller samle noget fuldstændig "umuligt". At hun altid havde saltristede mandler klar, når jeg skulle overnatte hos hende. Det er en snack, som jeg fremover kommer til at sætte ekstra stor pris på.

Og så hendes kærlighed til alle omkring sig. Selv om min mormor, var en lille dame, så kunne hun puste sig to meter høj, hvis nogen omkring hende blev uretfærdigt behandlet. Ingen var i tvivl om, at hun var der, når man var i problemer.

Men vi fik sagt farvel til vores mor på en god måde. Til trods for sorgen blev hendes bisættelse en smuk en af slagsen. Hun blev båret ud af kirken til tonerne af Eagles med Hotel California som hun havde ønsket og med afslutning i parken/anlægget i det smukkeste vejr med øl og vand, kaffe og kage og masser af snak og grin og sjove historier. Hun kom ind i denne verden på en smuk sommerdag og forlod den igen på en ligeså smuk dag.